tirsdag, november 07, 2006

Æblekage


Åhh - herligt - en rigtig rar fornemmelse i min mave. I dag fik vi Karin Larsens dejlige æblekage (lånt fra Camilla Plum - hendes til hver en tid bedste æblekage!).
Karin havde taget ikke mindre end tre store fade fyldt med æblekage samt tre forskellige garniturer en 4% cremefraice (den slankende! - hvis man kan tale om det i denne situation) , 9% syrnet fløde og den sikre 18% cremefraiche med. Æblekagen havde en dejlig let saftig konsistens, godt med æbler med smag af kardemomme, sukker og kanel.
Jeg prøvede kagerne både med 9% og 18%, det gik fint med en lille kop kaffe til med mælk.

Æblekage :


750 g rørsukker
750 g smør
500 g hvedemel
100 g rismel/kartoffelmel
1 spsk. bagepulver
9 hele æg mindst
2,5 kg æbler: Gråsten, belle de boskoop, ingridmarie
2 tsk. kanel
knuste frø af 10 kardemommekapsler
10 knuste stjerneanis
200 g strøsukker

Skær æblerne i både, fjern kernehuset, men lad skrællen blive på. Smør to store eller tre mindre springforme med smør. Rør smør og sukker hvidt. Dvs. at det skal blive luftigt som en smørcreme, og sukkeret skal være helt opløst. Hvis man springer over her, bliver kagen tung.Rør æggene i et ad gangen og sørg for, at de er helt optaget i dejen, inden det næste æg tilsættes. Hvis man springer over her skiller dejen, bliver fedtet og vil ikke hæve.Rør mel, rismel og bagepulver sammen og sigt det over dejen. Vend rundt, til melet er helt fordelt. Sigtningen betyder lettere dej, og jo mere nænsomt man vender rundt, jo lettere bliver kagen. Der er ingen fidus i at komme mere bagepulver i. Det får ganske vist dejen til at hæve helt vildt, men det smager grimt, og den klasker da også sammen igen, inden den er færdigbagt.Fordel dejen i formene, den skal kun nå halvvejs op. Tryk så æblestykkerne godt ned i dejen, så den bliver helt fyldt op med æblestykker.Drys med kanel, kardemomme og knust stjerneanis, enten alle tre dele eller en ad gangen. Drys med sukker og bag kagerne ved 170 grader til de er færdige. Det tager, alt efter ovnen, 35 minutter til en time.Kagen holder sig lækker i mindst fem dage. Men det skal være et køligt sted, der ikke er køleskabet. Køleskab gør kager tørre.
(kopi fra Politiken 1. oktober 2006, søndag, side 22)

Leif

1 kommentar:

Rikke sagde ...

Det lyder godt nok lækkert. Og det er også et flot setup på billedet.
Blev I mætte?