tirsdag, februar 21, 2023

 

Fastelavnsboller med creme

60+ MIN

Boller op, boller ned... Fastelavnsboller med vaniljecreme og marcipanremonce - eller hvad du ellers har lyst til! Fyld og pynt kan varieres efter smag og behag. Kun fantasien sætter grænser for fyld i fastelavnsboller. Bollerne kan både fryse ubagte eller hæve i køleskabet natten over.

Her i Februar måned har vi fået flere forskellige fastelavnsboller, men her forrige mandag kom Lykke med sine hjemmebagte fastelavnsboller - som vi alle nød godt af - mums!

 

Ingredienser:

12 stk. pr. portion

Dej

1 dl Mælk

25 g gær

125 g blødt smør

1 æg

4 spsk sukker

375 g mel (ca. 6 dl)

 

Vaniljecreme

1 pasteuriseret æg (ca. ½ dl)

2 spsk sukker

2 dl. mælk

1 ½ spsk hvedemel

Korn fra ½ stang vanilje

 

Glasur

100 g formelis (ca 2 dl)

1 spsk mørk rom eller vand

 

 

Sådan gør du :

Dej

Lun mælken i en gryde, til den er lillefingervarm. Hæld den i en skål og rør gæren ud heri.

Tilsæt de øvrige ingredienser. Slå dejen godt sammen.

Dæk skålen med fx et låg og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time.

 

Vaniljecreme

Pisk mælk og æg let sammen i en tykbundet gryde. Pisk sukker, mel og vaniljesukker i gryden.

Bring blandingen i kog under piskning og kog cremen ved jævn varme, stadig under omrøring, i ca. 3 min. - eller til melsmagen er væk.

Hæld cremen i en skål og dæk den med film helt nede ved cremen, så den ikke danner skind. Lad cremen køle af.

 

Fastelavnsboller – fortsat efter hævning

Drys lidt mel på køkkenbordet. Rul dejen ud til en firkantet plade på størrelse med en bageplade. Skær dejpladen igennem, så der bliver 12 firkanter.

Fordel ca. 1 spsk vaniljecreme og ca. 1 tsk marcipanremonce på hver firkant.

Saml dejen om fyldet til små "pakker" og klem sammenføjningerne godt sammen, så fyldet ikke kan løbe ud. Form "pakkerne" til boller og stil dem med sammenføjningerne nedad på en plade med bagepapir.

Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 45 min.

Pensl bollerne med æg og bag dem. Lad dem køle af på en bagerist.

Kom glasur på fastelavnsbollerne, pynt dem og server.

Bagetid

12 min. ved 200° - traditionel ovn.

Tip: Forbered evt. fastelavnsbollerne aftenen før. Efterhæv de formede boller i køleskabet natten over og bag dem lige inden serveringen.

tirsdag, november 01, 2022

Cecilie's citronmånekage

Den 26 oktober havde Cecilie 1 års fødselsdag på Taastrup Bibliotek, det blev fejret med nedenstående superherlige kage.

En god og velkendt kage er bestemt citronmånen! Med denne opskrift får du en svampet kage, i samspil med syrligheden fra citronen og derfor helt uimodståelig! Følg instruktionerne herunder.


Ingredienser (Opskrift er beregnet til 8 personer)

250 g Smør

250 g Sukker

200 g Original ODENSE Marcipan 200g

fintrevet Citronskal fra 2 ubehandlede citroner

Citronsaft fra 1 citron

3 Æg

250 g Hvedemel

1 tsk Bagepulver

100 g Flormelis

Citronsaft

Sådan gør du

Rør smør og sukker blødt og cremet. Tilsæt revet marcipan og rør igen til det er cremet. Pisk æggene i et ad gangen og pisk mindst 1 min. for hvert æg. Tilsæt citronskal samt citronsaft. Sigt mel og bagepulver i dejen og rør den sammen.

Kom dejen i en smurt springform ca. 22 cm. i diameter og bag kagen i ca. 45 min. ved 160°C. Så længe der sidder dej på pinden/gaflen, når man prikker i kagen er den ikke færdig.

Afkøl kagen på bagerist og pynt med glasur af flormelis og citronsaft.

Tip

Pynt evt. kagen med citronfigurer af gul fondant



tirsdag, april 05, 2022

 

Black Magic Chocolate Cake

Det er rigtig længe siden der sidst er blevet lagt en kage på vores kageblog. Det er ikke fordi at vi ikke har spist mange gode kager imellem tiden. Blot lidt dovenskab fra min side!
Denne kage har Lykke lavet til os - super lækker. 
Her er opskriften for 12 personer.

Ingredienser:
4.5 dl. Hvedemel
5 dl. Sukker
2 dl. Kakao
2 tsk. Natron
1 tsk. Bagepulver
1 tsk. Salt
1 tsk. Vaniljesukker
2 hele æg
2.5 dl. Kaffe færdiglavet
2.5 dl. Mælk
1.25 dl. Olie solsikke/vindruekerne
   
Chokolade-mousse:
5 dl. Piskefløde
2 dl. Sukker
1 dl. Kakao
1 tsk. Vaniljesukker

Opskrift:
Tænd ovnen på 175 grader C. alm. ovn.

Bland først de tørre ingredienser sammen og tilsæt derefter resten af ingredienserne. Pisk dejen på minimum hastighed i ca. 2 min. (dejen er meget tynd)
Kom bagepapir i en bradepande på ca. 30x40 cm. og hæld dejen i.
Bag kagen midt i ovnen i ca. 35-40 minutter.
Afkøl kagen på en rist.


Hæld fløden i en skål og tilsæt sukker, kakao og vanille. Pisk det sammen til en kraftig "chokolademousse".
Når kagen er helt afkølet pyntes den med cremen og sættes i køleskabet i 1-2 døgn.

Tips:

Denne kage er allerbedst efter et par dage i køleskabet. Serveres kold.


Som det kan ses er denne udgave pyntet med flotte hindbær!